Bears taber i Rostock
Oprettet 2/09 2018Det blev et nederlag i den tredje testkamp for Bakken Bears, da 2300 tilskuere overværede Rostock Seawolves fejre byens 800-års jubilæum med en træningskamp mod de danske mestre. Rostock vandt 70-65 efter en kamp, hvor Bears ellers var fint med i første halvleg, men faldt helt sammen i tredje periode.
I en lavt scorende første halvleg var Bakken Bears bedst. Første periode blev vundet 24-14 og anden periode endte 12-12. Tobin Carberry spillede en glimrende første halvleg, selvom han pga en mindre skade spillede begrænsede minutter.
Tredje quarter gik helt galt. Rostock vandt perioden 31-10, og selvom Bears vandt fjerde periode 19-13 og tvang Rostock til 10 turnovers i kampens sidste fjerdedel alene, var det ikke nok til sejr.
Bakken Bears fik til tider vist fint forsvarsspil i Rostock, men det lykkedes aldrig at få flow i angrebsspillet. Når man skyder 2/22 bag trepointslinjen, er det naturligvis svært at vinde.
Ryan Evans var mest scorende med 14 point, mens Darko Jukic scorede 11.
Næste træningskamp for Bears bliver lørdag (16:00) mod Hamburg Towers og søndag (15:00) mod Svendborg Rabbits.