Tæt kamp i sidste Champions League optræden
Oprettet 20/12 2022Bakken Bears gjorde endnu en flot indsats i den afsluttende kamp i årets Basketball Champions League gruppespil, dog uden at kunne tage sejren. Den tog Ludwigsburg, som dog måtte kæmpe i en kamp, der var tættere end slutcifrene 86-94.
Det var ikke til at se, at Bakken Bears allerede var ude af turneringen, mens Ludwigsburg havde alt at spille for. Bjørnene gik til den fra starten og med nogle scoringer fra Elijah Childs kom hjemmeholdet foran 7-0.
Ludwigsburg kom dog hurtigt tilbage og helt indtil slutningen af tredje periode, var ingen af holdene foran eller bagud med mere end otte point.
Begge hold havde flotte detaljer, der fik publikum op på træerne. Ludwigsburgs Justin Johnson steg uventet op og powerdunkede i feltet til 47-50. Det var i øvrigt andet år i træk, at Johnson var med til at ekspedere Bakken ud af en europæisk turnering. Sidste sæson spillede han for Reggio Emilia, som sendte Bakken ud af FIBA Europe Cup semifinalen.
Kort efter pausen var det Darko Jukic, der tog bolden hele vejen og dunkede til 53-57 og kort tid efter ramte Tony Carr en flyvende Elijah Childs, der sendte bolden hårdt ned gennem ringen.
Med tre minutter igen af kampen, reducerede Elijah Childs til 81-85 for Bakken og i næste angreb havde hjemmeholdet en chance for at reducere yderligere, men Elijah Childs’ alley opp forsøg gik ikke gennem kurven.
Til gengæld ramte Darku Jukic et minut senere et layup, så Bakken kun var bagud med 83-85 på vej ind i de sidste to minutter og hallens stemning steg flere grader.
Bakken kom dog ikke tættere på. Prentiss Hubb scorede en svær tre’er for Ludwigsburg, Bakken mistede bolden og Isaiah Whitehead gjorde det angrebet efter til 83-90 med lige over et minut tilbage.
Det var en svær situation for Bakken og da et par bolde blev smidt væk, blev den umulig og Ludwigsburg tog sejren med 86-94.
Dermed er Bakken Bears’ europaeventyr ovre for denne sæson, mens Ludwigsburg går videre som to’er i gruppen. Det blev en realitet efter Jerusalem tirsdag aften slog Dacka Basketbol og dermed tog gruppesejren.
Bakkens næste opgave er to kampe mellem jul og nytår. Først er det Horsens IC, der tager imod 27. december, hvorefter Randers Cimbria kommer til Aarhus 29. december.
Statistisk: https://www.championsleague.basketball/22-23/game/2012/Bakken-Bears-MHP-RIESEN#tab=boxscore
Stilling i gruppe E: https://www.championsleague.basketball/22-23/groups