Rundt om Ligaen: Trænerændringer
Oprettet 21/06 2023I løbet af sommeren kigger vi på de vigtigste nyheder fra Basketligaens klubber, så du kan være opdateret. Vi starter med de trænerændringer, der allerede nu er sket.
Det har vist sig svært at holde på succestrænere for vore konkurrenter. Sidste år mistede Svendborg Jimmy Moore til Randers efter finaledeltagelsen og i år er det finalemodstanderen fra Team FOG Næstved, der skal lede efter ny styrmand. Succestræner Andy Hipsher skal videre, men det er endnu ikke afsløret, hvor Hipsher skal hen. Team FOG meldte dog først på måneden ud, at det er til et sted i udlandet.
I Horsens har en velkendt skikkelse overtaget roret. Siden 2013 har Vedran Borovcanin taget DM-medalje hvert år, med undtagelse af i år, heraf to af guld, og der er tilføjet to pokalmesterskaber (og fem tabte finaler). Mange gange har Vedran gjort det onde ved Bakken (inklusiv i de to DM-finaleserier i 2015 og 2016, hvor Vedran tog guldet fra Bakken) og nu får han muligheden for at gøre det samme ved os som cheftræner.
Vedran overtager i øvrigt som træner i en periode, hvor der også sker andet nyt i Horsens. Efter imponerende 58 år på posten som formand for klubben takker Lennart Jensen med udgangen af denne måned af som formand, med seks danske mesterskaber, fire pokaltitler og intet mindre end 36 medaljer i bagagen.
Det skal blive spændende om Horsens, med ny ledelse og ny head coach, kan finde tilbage helt i toppen af Basketligaen, hvor de vel har været vores største rivaler gennem de seneste ti år.
I København har en Aarhusianer med Bears-fortid overtaget roret. BC Copenhagen kunne allerede først i maj afsløre, at Jesper Krone overtager roret i den ambitiøse klub fra Jeffrey Fawme. Krone vandt som spiller både mesterskab og pokaltitel med Bakken Bears, inden han hjalp Aabyhøj i finalerne året efter, for endnu et år efter igen tage både mesterskab og pokal med BC Copenhagen.
Jesper Krones meritter som træner får dog den aktive karriere til at blegne. I 2004 blev han udnævnt til træner for BK Amagers herrehold, som i anden sæson tog både pokaltitel og bronzemedaljerne, hvilket også resulterede i en titel som Årets Træner i Basketligaen til Krone.
Derefter gik der nogle år, hvor Jesper Krone var sportschef i Hørsholm 79ers, for derefter at overtage roret som Talentchef i Danmarks Basketball Forbund. Siden 2015 har Krone igen, med stor succes, været træner på topniveau, både i Kvindebasketligaen og for Kvindelandsholdet.
Det er blevet til fire danske mesterskaber med Hørsholm 79ers og AKS Falcon, samt tre pokaltitler i samme periode. Et genoplivet kvindelandshold tog, med Krone ved roret, titlen i den allerførste opgave: FIBA Small Nations EM i 2018 – oven i købet med en gennemsnitsscore på 105-45. Siden førte Krone landsholdet til andenpladsen i EM-kvalifikationsgruppen, hvilket var en stor præstation efter over 15 år udenfor kvalifikationsturneringen, selv om det ikke var nok til at nå til EM.
I Værløse er der også kommet et spændende trænerteam til. Først kunne klubben præsentere Jonas Sørensen som erstatning for Mathias Madsen. Jonas Sørensen er oprindeligt fra Horsens, men har haft base i København de sidste mange år. Han var assistenttræner for det succesfulde danske herrelandshold, der var et misset layup i sidste sekund fra at kvalificere sig til EM foran Litauen.
Jonas Sørensen stod også i spidsen for Værløse tilbage i 2009-12 og kommer senest fra en succesfuld rolle som træner for Falcons succesfulde U19-hold. Fra samme klub kommer den nye assistenttræner Steen Guido, der gennem mange år har været sportschef eller talentchef i Danmarks Basketball Forbund. Guido har haft stor indflydelse på ungdomslandsholdsprogrammet og har som træner stået i spidsen for to oprykninger til A-gruppen.
Også BK Amager skal have ny cheftræner, efter klubben midt i maj meldte ud på en intern Facebookgruppe, at klubben ikke havde valgt at fortsætte med Lars Klussmann. Holdet havde ellers sluttet sæsonen flot af, med fem af sæsonens ni sejre i sæsonens sidste ti kampe. Det er endnu ikke meldt ud, hvem der overtager trænerfløjten på Amager.
Til sidst skal det nævnes, at Svendborg Rabbits har forlænget aftalen med Mads Andersen til 2025. Andersen overtog roret i Svendborg sidst på sæsonen.
Der er rygter om flere trænerændringer i Basketligaen – og bliver noget bekræftet, skal vi nok give besked her.
Billede: Jesper Krone sikrer at Steffen Wich er tilstrækkeligt hydreret efter pokalsejren.