Bakken Bears henter ung, sulten scorer fra USA

Direkte fra college i USA har Bakken Bears hentet Malik Parsons, der er en ekstremt hurtig guard på 190 cm, som har vist, at han kan lægge point i kurven.

I sin allersidste collegekamp scorede Parsons ikke mindre end 45 point for Northwestern Oklahoma State University, som punktum for en flot sæson og en flot collegekarriere. Det er da også Parsons evne til at lægge bolden ned i kurven, der har fanget Bakken-træner Anders Sommers opmærksomhed:

– Malik er en alsidig og atletisk guard, der kan score og kreere på mange måder. Hans hurtige førsteskridt og brede repertoire af afslutninger gør ham meget effektiv i feltet, hvor hans procenter var usædvanligt høje sidste sæson for en scorende guard. Samtidig er han en trussel udefra, fortæller Anders Sommer.

Parsons startede collegekarrieren på Wenatchee Valley College, som er et communitycollege i staten Washington, hvor man går i to år. Her han den mest scorende spiller i skolens historie med 1.392 point og han blev da også valgt til den mest værdifulde spiller i ligaen, efter at have scoret over 21 point pr. kamp, med en skudprocent på 57,4.

Karrieren blev afsluttet med to år i Oklahoma, hvor Parsons blev suveræn topscorer med 1.009 point over to sæsoner, 323 point foran den næstmest scorende. Det resulterede i at han blev udnævnt til Årets Hold i ligaen Great American Conference.

Bakken Bears har ofte hentet spillere, der i forvejen har europæisk erfaring, men coach Anders Sommer fortæller, at Parsons kvaliteter matcher klubbens spillere på guard-position, som Noah Churchill og Skyler Bowlin, godt:

– Åbenlyst er han ikke så erfaren, men det har vi i vores tilbagevendende guardrotation, og vi ved at Malik vil bringe sult og energi i begge ender, siger Sommer.

Parsons ser frem til udfordringen med den første professionelle kontrakt:

– Bakken Bears blev min destination, fordi klubben konkurrer på et niveau, hvor jeg gerne vil afprøve mig selv. Samtidig virker organisationen som en familie, i en smuk by, der går op i holdet, fortæller Parsons fra USA.

Når Parsons skal beskrive sig selv, er det, som Anders Sommer siger ovenfor, også med fokus på forsvaret:

– Mine styrker som spiller er at skubbe spillet hurtigt op af banen og ikke mindst lægge pres på i forvaret, afslutter Parsons.

Parsons støder til holdet, når træningen op mod Basketligaen og kvalifikationen til Basketball Champions League starter i begyndelsen af august.

Statistik, college: https://basketball.realgm.com/player/Malik-Parsons/Summary/176212

Billede: Logan Mercier, Northwestern Oklahoma State University
𝐒𝐭𝐨𝐫𝐬𝐞𝐣𝐫 𝐦𝐨𝐝 𝐊𝐞𝐢𝐥𝐚 𝐂𝐨𝐨𝐥𝐛𝐞𝐭
15 okt 2024

𝐒𝐭𝐨𝐫𝐬𝐞𝐣𝐫 𝐦𝐨𝐝 𝐊𝐞𝐢𝐥𝐚 𝐂𝐨𝐨𝐥𝐛𝐞𝐭

Bakken Bears fik en overbevisende sejr over estiske Keila Coolbet og fik dermed sin...
𝐄𝐬𝐭𝐢𝐬𝐤 𝐦𝐨𝐝𝐬𝐭𝐚𝐧𝐝𝐞𝐫 𝐯𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫 𝐢 𝐄𝐍𝐁𝐋 
11 okt 2024

𝐄𝐬𝐭𝐢𝐬𝐤 𝐦𝐨𝐝𝐬𝐭𝐚𝐧𝐝𝐞𝐫 𝐯𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫 𝐢 𝐄𝐍𝐁𝐋 

Tirsdag d. 15. oktober drager vi til vores første udebanekamp i ENBL. Her venter...
NEWS ARCHIVE