𝗞𝗮𝗺𝗽𝗼𝗽𝘁𝗮𝗸𝘁: 𝗕𝗮𝗸𝗸𝗲𝗻 𝗕𝗲𝗮𝗿𝘀 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝘁𝗶𝗹𝗯𝗮𝗴𝗲 𝗽𝗮̊ 𝘀𝗽𝗼𝗿𝗲𝘁
Oprettet 3/10 2023Onsdag 4. oktober skal Bakken Bears på en af de sværere udebaneture. Ikke fordi turen er så lang, for det er ikke længere end 35 kilometer nordpå, i Randers. Randers Cimbria er et hold med høj kvalitet i truppen og dermed masser potentiale, på trods at en svær sæsonstart, hvor det er blevet til en enkelt sejr og to nederlag.
Sidste års grundspilsvindere fra Randers Cimbria har forstærket sig stort hen over sommeren og efter sidste års bronzemedaljer, ligner Randers et hold, der gerne vil bytte dem ud med en højere karat.
Af nyerhvervelser kan Randers Cimbria på imponerende vis stille med en række nye profiler. Hele fire nye udenlandske navne er at finde på holdkortet. Samba Kane, Marcus Azer, Steven Green og Vin Baker Jr., hvis far er den tidligere NBA-stjerne Vin Baker, er navnene på de spillere, der skal forsøge at løfte Randers til et nyt niveau. Specielt Steven Green ser spændende ud. Han kom til Randers direkte fra den japanske liga og har tidligere også spillet i både Schweiz og Frankrig. I de første to kampe er det blevet til henholdsvis 24 og 28 point for amerikaneren.
Derfor er det nok heller ikke tilfredsstillende, at Cimbria har tabt de to seneste kampe. Man startede planmæssigt ud med en storsejr over Holbæk-Stenhus, men har siden lidt nederlag til både Horsens og BC Copenhagen. Især nederlaget til Copenhagen blev set som en overraskelse, så Randers tager nok imod Bakken med ønske om at vise sig fra den bedste side.
Mange nye spillere kræver en del tilvænning og med den kvalitet der er i truppen, skal hestene nok få vendt tingene. Der er altså lagt op til et brag af en kamp i Arena Randers onsdag aften.
Ligesom Randers, skal Bakken Bears forsøge at vende et nyligt nederlag til en sejr. Efter en god start i den danske liga var Bakken Bears i sidste uge i Tyrkiet for at forsøge at tilspille sig en plads i denne sæsons Champions League. Efter en flot sejr over mestrene fra Kosovo, KB Peja, på hele 79-103, blev Norrköping Dolphins endestationen med et nederlag på 68-78.
Randers og Bakken har spillet gode opgør mod hinanden og der er lagt op til en tæt duel med to mandskaber, der på papiret ser rigtig stærke ud. For Bakken Bears handler det om at ryste nederlaget i Champions League-kvalifikationen af sig, og rette fokus på den hjemlige liga igen.