Bakken Bears tager ottende mesterskab i træk efter gyser i Næstved

Gustav Knudsen blev valgt som finalernes bedst spiller, da Bakken Bears mandag aften tog det ottende mesterskab i træk – og det 22. i historien.

Der var ellers meget der tydede på, at der skulle en femte kamp til, for Bakkens første føring kom først med 1:24 igen, på et layup af netop Knudsen. Inden da havde Næstved haft momentum i det meste af kampen. Med 7 minutter på uret var Næstved foran 74-65, men Malik Parsons startede Bakkens comeback med et layup, efterfulgt af to point fra DeAndre Pinckney til 74-69.

De to unge amerikanere spillede en hovedrolle i kampen, med 22 point til Pinckney og 21 til Parsons. Især i anden halvleg var de dominerende og satte gang i Bears’ comeback.

Med under fire minutter igen reducerede Noah Churchill til 79-76 på en tre’er og minuttet efter satte han endnu en, denne gang til 81-79. Parsons, der havde båret Bears meget af anden halvleg, udlignede til 81-81 med 2:30 igen.

Det næste minut skiftede føringen flere gange. Næstveds Dambreville satte et straffekast til 82-81, inden Gustav Knudsen sendte Bears i front med 82-83, hvorefter Cooper tog føringen til hjemmeholdet, 84-83. Med 56 sekunder igen scorede Parsons til 84-85, men selv om Pinckney fulgte op til 84-87, havde Næstved stadig chancen for at sætte en tre’er og sende kampen i overtid.

Den chance blev imidlertid spoleret, da Dambreville fik en teknisk fejl og Bakken dermed fik et straffekast, som Noah Churchill satte sikkert til 84-88. Her mistede Næstved reelt chancen for sejren, og Bears kunne sekunder senere fejre det ottende mesterskab i træk.

Næstved havde ellers haft momentum fra kampens start, hvor især skuddene væltede ned i kurven for hjemmeholdet. Ikke mindre end syv af ni forsøg fandt bunden af kurven i første periode og det gav en føring på 36-28 efter ti minutter.

Især Cooper, Dambreville og Okafor var varme fra kampens start, med Cooper i førersædet med tre træffere fra distancen de første ti minutter.

Hjemmeholdets procenter udefra faldt gevaldigt i anden periode, hvor de ramte et af syv forsøg udefra. Bakken så også ud til at få momentum midt i perioden, hvor tre scoringer i træk fra Noah Churchill, DeAndre Pinckney og Ryan Evans forvandlede 42-33 til 42-40. Næstved svarede imidlertid igen ved Duncan og Okafor og så kunne de alligevel gå til pause foran 53-47.

Næstved havde igen momentum, men Bears’ forsvar og Malik Parsons holdt gæsterne inde i kampen. Forsvaret holdt Næstved til få point og seks minutter inde i tredje periode var Parsons den eneste Bears-spiller, der havde fået point i kurven efter pausen. Tre straffekast, en tre’er og to to’ere blev det til for Parsons, som med det sidste straffekast reducerede til 62-57.

Parsons fik hjælp hen mod slutningen af perioden, hvor DeAndre Pinckney først lagde et layup i, derefter på en flot assist fra Ryan Evans, dunkede Bakken på 64-61 og så tilkæmpede sig en angrebsrebound og lagde den i til 64-63.

Det blev imidlertid Bakkens sidste scoring i perioden og med scoringer fra Grantsaan, Mosely og Duncan kunne Næstved gå ind i fjerde periode foran 72-63.

Fjerde periode formede sig som en Bears-jagt på Næstved, som endte med endnu et mesterskab til Aarhus.

𝐄𝐥𝐞𝐧𝐝𝐢𝐠𝐭 𝐚𝐧𝐝𝐞𝐭 𝐪𝐮𝐚𝐫𝐭𝐞𝐫 𝐭𝐚𝐛𝐞𝐫 𝐤𝐚𝐦𝐩𝐞𝐧
27 dec 2024

𝐄𝐥𝐞𝐧𝐝𝐢𝐠𝐭 𝐚𝐧𝐝𝐞𝐭 𝐪𝐮𝐚𝐫𝐭𝐞𝐫 𝐭𝐚𝐛𝐞𝐫 𝐤𝐚𝐦𝐩𝐞𝐧

I et særdeles velbesøgt Forum Horsens vandt Bakken Bears tre ud af fire quarters,...
Sikker sejr over BK Amager
21 dec 2024

Sikker sejr over BK Amager

Bakken Bears vandt en ganske sikker sejr på 105-72 over BK Amager. Flere unge...
𝐅𝐥𝐨𝐭 𝐤𝐚𝐦𝐩, 𝐦𝐞𝐧 𝐧𝐞𝐝𝐞𝐫𝐥𝐚𝐠 𝐢 𝐁𝐚𝐦𝐛𝐞𝐫𝐠
18 dec 2024

𝐅𝐥𝐨𝐭 𝐤𝐚𝐦𝐩, 𝐦𝐞𝐧 𝐧𝐞𝐝𝐞𝐫𝐥𝐚𝐠 𝐢 𝐁𝐚𝐦𝐛𝐞𝐫𝐠

Bakken Bears spillede muligvis sæsonens bedste kamp, men alligevel blev det til et nederlag...
NEWS ARCHIVE