BUZZERBEATER NEDERLAG I HORSENS
Oprettet 13/03 2025Blot to dage efter den flotte Bearssejr mod Newcastle, blev det til et knebent nederlag efter en buzzerbeaterscoring af Horsens ICs Matt Balanc. HIC vandt 86-84 efter en kamp, hvor Bears lagde fejende flot ud og derudover spillede en rigtig fin indledning på fjerde periode, men udsvingene var for store og HIC skarpest i afslutningen.
Efter fem minutter var Bakken Bears foran 17-4, men en timeout af hjemmeholdet fik ændret kampens dynamik. Bakken Bears blev mindre aggressive i angrebet, og HIC kvitterede ved at score periodens sidste seks point og anden periodes første fem point. Først halvandet minut inde i anden periode fik Bakken Bears igen scoret, efter seks og et halvt minut uden at have ramt kurven. Bears gik på et 8-0 run til stillingen 30-20, men fik ikke slået et endeligt hul. HIC fik således udlignet til 35-35, og selvom Bears scorede periodens sidste point, var det næsten lige ved pausen – 36-35 til udeholdet. Horsens IC baserede deres comeback på 10 angrebsrebounds i anden periode alene.
I tredje periodes første otte minutter var hjemmeholdet ikke foran, men i kampens 29. minut, bragte Liam Churchill sit hold foran 60-58. Bears fik dog udlignet til 62-62. De sidste ti minutter var tætte, men med Bears i front indtil tiden udløb. Bears bragte sig foran 73-66 og med et dunk 77-69. Med fire minutter igen var udeholdet foran 79-70. Det næste halve minut blev kostbart, da Trejon Jacob fik to point på en goaltending, som blev suppleret med et bonusstraffekast og efter en turnover scorede Frederik Rungby en trepointscoring. Efter en trepointscoring af Terrence Hargrove Jr. gik Bears ind i de sidste to minutter foran 84-80, men herefter missede Bears to straffekast, et layup, et trepointskud og smed en enkelt bold væk, mens HIC fik scoringer fra Marek Nelson, Trejon Jacob og slutteligt Matt Balanc, hvilket gav hjemmeholdet sejren.
Mest scorende for Bakken Bears var Urald King med 22 point, mens Jacob Polakovich scorede 20 og Terrence Hargrove Jr. 17. For HIC scorede Marek Nelson 27, Matt Balanc 20 og Trejon Jacob 17.
Efter 23 kampe er Bakken Bears placeret på Basketligaens fjerdeplads med 16 sejre – det samme som Randers Cimbria på femtepladsen. Bakken Bears møder i de næste to Basketligakamp BC Copenhagen – først fredag den 21. marts i København og dernæst mandag den 24. marts i Aarhus. Inden de to kampe venter dog en kamp i Newcastle, nemlig det svære returopgør i ENBL-turneringen.
Foto: Per Bille