Igen Bears mod Rabbits
Oprettet 24/02 2020Efter ti dages kamppause skal Bakken Bears og Svendborg Rabbits igen i ilden. Det sker onsdag kl. 18:30, når holdene mødes i Vejlby-Risskov Hallen. De samme to hold mødtes samme sted inden pausen, der skyldes udvalgte spilleres landsholdsdeltagelse.
Hvor de fleste spillere fra de to hold har fået mulighed for en kort kamppause, har fire spillere deltaget i landsholdsaktiviteter for deres hjemland. Bjørnenes Darko Jukic og Adama Darboe har sammen med Rabbits’ Sebastian Åris spillet to kampe for Danmark – i Tjekkiet og hjemme mod Belgien – i øvrigt som de eneste spillere fra Basketligaen. Bakkens Jonathan Galloway har været på mere eksotisk rejse til sit hjemland Guam, der ligger 2500 km øst for Filippinernes hovedstad Manila – eller 6400 km vest for Hawaii… Galloway var en væsentlig brik i landsholdets kamp mod New Zealand.
Hvor den lange rejse hjem fra Guam afholder Galloway fra deltagelse i onsdagens kamp mod Rabbits – han kommer først hjem sent tirsdag aften – er Jukic, Darboe og Åris tilbage i deres klubber efter mandagens kamp i Farum Arena. Al historik viser, at et landsholdsprogram slider på spillerne, og der vil næppe være normal spilletid til de tre danske nationalspillere.
Det første indbyrdes opgør i Vejlby-Risskov Hallen – den 16. februar – endte med en Bearssejr på 83-75, men bjørnene må efter den kamp være advaret om at Rabbits i øjeblikket er rigtig velspillende. Bakken Bears var presset indtil kampens sidste minutter. Kaninerne har været rigtigt velkørende efter Brandon Norfleet blev hentet tilbage til Sydfyn. I de seneste ti kampe er det således blevet til syv sejre. De tre tabte kampe har været det føromtalte mod Bears og to knebne nederlag mod Horsens IC (5 og 6 point).
Norfleet er sit holds topscorer (12,9 point pr. kamp), men med ti spillere, der snitter mere end 8,0 point pr. kamp, er Rabbits et hold, hvor truslen kan komme alle steder fra.
Basketligaen går ind på opløbsstrækningen – om fire uger er grundspillet slut, og Bakken Bears fører ligaen med 17 sejre efter 20 kampe. Cimbria har også 17 sejre, men efter 21 kampe, mens Horsens IC har 15 sejre efter 20 kampe. Der er et hul fra HIC til Svendborg Rabbits og Næstved, der deler fjerdepladsen med 11 sejre efter hhv. 20 og 22 kampe.
Bakken Bears skal vinde fem af holdets sidste seks kampe for at sikre sig førstepladsen i grundspillet. Tilbage resterer to opgør mod Rabbits, to mod Horsens IC samt et imod Wolfpack og et imod BK Amager. Efter onsdagens kamp mod Rabbits gælder det om lynhurtigt at være klar igen – fredag skal Bears til København for at møde Wolfpack, der i december slog Bears.