Vanvittig afslutning giver Bearssejr
Oprettet 17/05 2021Bagud med 18 point med godt fire minutter tilbage af den tredje DM-finale var ingen hindring for en Bakken Bears-sejr, der vil gå over i historien. Bears vandt de sidste 4 minutter og 15 sekunder med 20-2, fik kampen i overtime og sejrede i alt 115-112 over Horsens IC. Bakken Bears fører dermed DM-finaleserien med 3-0, og kan vinde det danske mesterskab med en sejr i den fjerde DM-finale på fredag.
Bakken Bears var foran det meste af første halvleg, men uden at kunne ryste HIC-holdet af sig, og i slutningen af tredje periode fik udeholdet overtaget. Inspireret af velspillende David Efianayi og velskydende Frederik Rungby (5/6 bag trepointslinjen) samt en sidste øjebliksscoring fra egen banehalvdel fra Gage Davis, var HIC foran med 74-69 inden sidste periode. HIC var totalt dominerende i fjerde quarters første halvdel og nåede foran 95-77, inden Bakken Bears iværksatte det måske største comeback i DM-finalernes historie.
Anført af QJ Peterson, hvis 22 ramte straffekast på lige så mange forsøg er klubrekord i Bakken Bears, hev Bears langsomt men sikkert ind på et HIC-hold, der stoppede med at angribe kurven. Symptomatisk var det QJ Peterson, der satte ti af holdet sidste 20 point i fjerde periode, som scorede to straffekast til udligning 97-97.
I de fem minutters ekstraperiode var Bears aldrig bagud, men omvendt aldrig foran med mere end fire point. QJ Peterson scorede 13 af Bakken Bears 18 point i ekstraperioden, mens Michel Diouf scorede de resterende fem.
QJ Peterson var mest scorende med 36 point, mens Michel Diouf scorede 22 point (og tog 11 rebounds) og Deshawn Stephens (20 point, 9 rebounds). For HIC scorede David Efianayi 33 point, mens Vedran Borovcanin satte 18 point på tavlen.
Den fjerde DM-finale spilles på fredag kl. 18:45 i Forum Horsens.