En uge i rivalernes tegn

Påskeugen står – meget passende – i kaninernes og de gule farvers tegn: Der er to hjemmekampe tilbage i Basketligaens Playoff og de spilles i påskeugen mod vores to største rivaler fra de seneste 15 år. Samme uge spilles pokalfinalen i Horsens, mod Rabbits.

Alle kampe bliver tilløbsstykker, der lægger op til semifinalerne, der starter lige efter de tre kampe! Horsens gæster Aarhus 11. april og bare tre dage senere, Skærtorsdag, kommer Svendborg til byen. Svendborg er i øvrigt også modstanderen i pokalfinalen påskesøndag, 17/4, i Horsens.

Et af de to hold har været Bakkens modstandere i 14 af de seneste 16 DM-finaler og lige nu er de nummer to og tre i Basketligaen. Endnu vigtigere, end at vi kan end med at spille finaler og semifinaler mod rivalerne, er at der ALTID er stemning, når vi brager sammen med dem! Den opbakning ELSKER spillerne at spille under – og vi regner med at DRIVE dem frem hele ugen!

Der er kun seks kampe tilbage inden semifinalerne, men nærmest intet er afgjort, selv om holdene kun har mellem en og tre kampe igen. Bakken Bears vinder Playoff og har hjemmebane gennem slutspillet, Svendborg Rabbits har sikret sig semifinalerne, men kan ende 2-4. Horsens IC, Team FOG Næstved og Randers Cimbria er alle i fare for at misse slutspillet – men to af de tre hold kan også ende med andenpladsen.

Læs om alle mulighederne inden aftenens kampe her.

 

N. K. Byg er ny Grizzly-partner i Bakken Bears

N. K Byg er en murervirksomhed startet af Nicolaj Kruse Olesen. De har valgt at tegne et grizzly sponsorat da ejer og medarbejdere er rigtig glade for at komme i Vejlby-Risskov Hallen og se Bakken Bears´ kampe. Vi glæder os til at se mere til Nicolaj og hans medarbejdere i den kommende tid!

Vil du vide mere så kontakt Nicolaj Kruse Olesen på nicolajkruseolesen@yahoo.dk

 

Direktøren har ordet

Bakken Bears? Jamen der er da ingen bjørne i Aarhus?

Det spørgsmål mødes man jævnligt med, når man repræsenterer Bakken Bears. Det giver jo ingen mening at opkalde sit hold efter en dyreart, der i bedste fald kun kan siges at eksistere i Danmark, hvis man besøger en dyrepark.

I 1998 – dengang Europa Cup kun var noget man drømte om i aarhusiansk basketball – fik vi chancen for at besøge USA. Vi skulle spille fem træningskampe mod amerikanske collegehold, og inden den første af de kampe – mod Alabama State University – blev vi foreholdt hvad vores kaldenavn var. For ethvert basketballhold – i hvert fald i USA – hedder noget, gerne et dyrenavn. Fx hed modstanderen Alabama State University Hornets – det er altså universitets hvepse…

Delegationslederne på turen, daværende head coach Steffen Wich og undertegnede, var noget pressede på at finde et svar på, hvorfor ’det der Skovbakken’ ikke lige havde et kaldenavn, og i forsøget på at ramme noget, der mindede om et bogstavrim, blev vi enige om at Skovbakken måtte blive forkortet til Bakken, og at det mest frygtindjagende dyrenavn vi kunne finde på var en bjørn. Altså Bakken Bears.

Halspeakeren i Montgomery, Alabama, nikkede tilfreds til os og konstaterede – med slet skjult reference til football-holdet Chicago Bears – at det da måtte være Bakken ’Bad News’ Bears.

Var der et reelt alternativ? Bakken Beavers? Eller Bakken Bears Baboons? Bakken Bulldogs måske? Bakken Butterfly synes i hvert fald for langt ude. Nej, vi er godt tilfredse med at være bjørne, og har vi brug for selvtillid inden en kamp mod Svendborg, kan vi konstatere, at en flok bjørn da må have en god chance mod nogle kaniner fra Sydfyn.

 

Dansk basketball vækster – igen

𝗩𝗶𝗱𝘀𝘁𝗲 𝗱𝘂 𝗮𝘁 𝗱𝗮𝗻𝘀𝗸 𝗯𝗮𝘀𝗸𝗲𝘁𝗯𝗮𝗹𝗹 𝘃𝗼𝗸𝘀𝗲𝗿? At sporten endda vokser RIGTIG meget, især for børn?

Faktisk var der næsten tre gange så mange børn under 12 år, der spillede basketball i 2021, som der var i 2013. Ser man også på teenagerne, er deltagerantallet langt mere end fordoblet. Vi er gået fra 6.200 til 13.200 ungdomsspillere i dansk basket siden 2013.

Bare det sidste år er der blevet 13% flere unge spillere. Det er jo fremtidige fans af Bakken Bears – og tilskuere, spillere, dommere, foreningsfolk og frivillige i de næste mange, mange år.

 

Datoer til kalenderen:

21/4: BearsPLUS netværksmøde på Savværket med foredrag.

 

Kampe med partnerarrangementer:

11/4 18:30 Horsens hjemme (flyttet fra 30/3).

14/4 15:00 Svendborg Rabbits hjemme.

17/4 15:30 Pokalfinale i Horsens mod Svendborg Rabbits

𝐄𝐥𝐞𝐧𝐝𝐢𝐠𝐭 𝐚𝐧𝐝𝐞𝐭 𝐪𝐮𝐚𝐫𝐭𝐞𝐫 𝐭𝐚𝐛𝐞𝐫 𝐤𝐚𝐦𝐩𝐞𝐧
27 dec 2024

𝐄𝐥𝐞𝐧𝐝𝐢𝐠𝐭 𝐚𝐧𝐝𝐞𝐭 𝐪𝐮𝐚𝐫𝐭𝐞𝐫 𝐭𝐚𝐛𝐞𝐫 𝐤𝐚𝐦𝐩𝐞𝐧

I et særdeles velbesøgt Forum Horsens vandt Bakken Bears tre ud af fire quarters,...
𝐅𝐥𝐨𝐭 𝐤𝐚𝐦𝐩, 𝐦𝐞𝐧 𝐧𝐞𝐝𝐞𝐫𝐥𝐚𝐠 𝐢 𝐁𝐚𝐦𝐛𝐞𝐫𝐠
18 dec 2024

𝐅𝐥𝐨𝐭 𝐤𝐚𝐦𝐩, 𝐦𝐞𝐧 𝐧𝐞𝐝𝐞𝐫𝐥𝐚𝐠 𝐢 𝐁𝐚𝐦𝐛𝐞𝐫𝐠

Bakken Bears spillede muligvis sæsonens bedste kamp, men alligevel blev det til et nederlag...
𝐏𝐨𝐤𝐚𝐥𝐟𝐢𝐧𝐚𝐥𝐞𝐤𝐥𝐚𝐫
14 dec 2024

𝐏𝐨𝐤𝐚𝐥𝐟𝐢𝐧𝐚𝐥𝐞𝐤𝐥𝐚𝐫

Bakken Bears skal spille pokalfinale den 26. januar. Det er facit efter en intens...
NEWS ARCHIVE