Historiens vingesus over pokalbrag mod Svendborg
Oprettet 23/11 2023Søndag 3. december venter ikke bare ét, men to pokalbrag i Sparekassen Danmark Basketball Center, så vi begynder at se frem mod dem allerede nu, med et kig på historien.
Når det bliver pokalsøndag, starter løjerne med Bakken Bears mod Svendborg Rabbits kl. 14. Når den klassiker er afgjort, er det tid til at Bears Academy tager imod Randers Cimbria kl. 16:30. Køber man billet til Bakkenkampen, kan man få begge kampe med i købet.
Der er tale om pokalkvartfinaler, så vinderne af begge kampe kvalificerer sig til Final Four stævnet i Horsens 20. og 21. januar. Der trækkes lod til semifinalerne først i december.
Hvis vi starter med at holde os til pokalkvartfinaler, så finder vi klubbens tredje største sejr nogensinde. Der skal vi helt tilbage 1998, hvor det blev til en sejr på hele 180-70 i et lokalopgør mod Team Vitten/Hadsten. Den kamp er også det opgør, hvor Bakken har scoret tredje-flest point gennem historien.
Breder vi udsynet lidt ud til resten af pokalturneringen, finder vi en individuel præstation i topklassen. I 1995-96 spillede en herre ved navn Michael Williams i klubben og kan kunne stoppe bolden i kurven på ufatteligt mange måder – og han gjorde det gerne. Han spillede ikke så længe, for i løbet af sæsonen blev han solgt til italienske Trieste (og han fik i øvrigt senere kontrakt hos de forsvarende EuroLeague-vindere Zalgiris. Det var altså en af de mere markante profiler, som Bears har haft, og ud af de 14 højest-scorende kampe, som Bears-spillere har haft, er han at finde på fem af pladserne. I pokalturneringen var hans rekord 52 point, opnået i november 1995 mod Stevnsgade i en sejr. 12 dage inden satte Williams i øvrigt klubrekord med 59 point mod Viby – hvor Bakken havde hentet ham i sommerferien.
Billede: Kim Haugaard, fra sidste sæsons pokalfinale