En af de vanskeligste udekampe
Oprettet 25/01 2024Bakken Bears skal rejse sig efter en skuffende pokalfinale, og holdet har chancen allerede fredag mod det litauiske klassehold Juventus Utena. En sejr vil sende Bears langt mod førstepladsen i ENBL gruppe A, mens et nederlag efterlader mange spørgsmålstegn frem mod den sidste gruppekamp i Aarhus 13. februar.
I Litauen er basketball nærmest religion, sammenligneligt med fodbold i Danmark, men med håndbolds resultater. Litauen har taget 11 medaljer i basketball ved OL, VM og EM og fostret utallige NBA-spillere siden 90’erne.
Juventus Utena indtager tredjepladsen i den litauiske liga, kun efter EuroLeague-holdet Zalgiris og Champions League-holdet Rytas Vilnius. Derudover ligger litauerne i toppen af ENBL-gruppespillet, hvor holdet har vundet fem ud af fem mulige kampe, og ligner en af Bears dygtigste modstandere i dette års europæiske kampe.
Bears står overfor et hold, som har forskellige profiler i den litauiske liga og ENBL. Centeren Ivan Vranes snitter 15,3 point i den litauiske liga, men kun 8 i ENBL, mens Sarunas Beniusis er topscorer i ENBL med 11,2 point pr. kamp, og kun scorer 8,7 i den hjemlige liga.
Hvis Bears kommer fra Litauen med en sejr i bagagen, vil det betyde at chancerne for at indtage en førsteplads i puljen forøges kraftigt, da Bakken Bears derved er indbyrdes bedre end Juventus.
ENBL Gruppe A
Fredag 26. januar 17:30
Juventus Utena vs. Bakken Bears
Sted: Utenos Arena, Utenos, Litauen
Stream på ENBL YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=-v3fiTqQDEo
Statistik: https://fibalivestats.dcd.shared.geniussports.com/u/ENBL/2387037/