De sidste 8 mesterskaber: 2023-24: Al fokus på Europa – indtil april

I maj vandt vi det 8. mesterskab i træk, så vi benytter sommeren til at se tilbage på de syv forudgående.

Holdet lignede sig selv, da de første kampe blev spillet. Tilbage var Gustav Knudsen, Noah Churchill, Ryan Evans, Darko Jukic, Michel Diouf, og Skyler Bowlin, suppleret af de unge Marcus Vinther og Magnus Høj, der også havde spillet roller i 2022-23.

Selv et af de nye ansigter var genkendeligt, idet Sylvester Berg vendte tilbage fra Spanien efter tre sæsoner – og straks gjorde sig selv til en publikumsfavorit med sin intensitet og fight.

Udefra kom DeAndre Pinckney og Malik Parsons. Som noget nyt, i hvert fald gennem mange sæsoner, havde ingen af de to erfaring fra Europa. Som rookies havde de meget at lære, og var ind imellem lidt ujævne, men deres topniveau var tårnhøjt.

Det blev en lang europæisk sæson – og deltagelse i hele tre europæiske turneringer. Enden på det blev at Bears i april vandt den første europæiske titel i dansk baskethistorie, endda på hjemmebane foran nogle fans, der endte Final Four nærmest uden stemmer.

De mange europæiske kampe fik de danske til at træde lidt i baggrunden. Det gjorde nok ikke så meget i pokalfinalen, der i øvrigt blev overværet af rekordfå mennesker. DBBF’s nye opfindelse, Final Four, betød to kampe på to dage i Horsens. Det var der ikke nok, der kunne se fidusen i og eksperimentet blev opgivet allerede sæsonen efter. Randers blev ekspederet ud i semifinalen, 115-83, men i finalen smed Bears sejren. Bakken var foran det meste af kampen, men i de sidste minutter overtog Næstved føringen og vandt 86-89.

I Basketligaen var grundspillet tæt, men ikke så tæt som sæsonen før. Bears var to point foran Horsens og Næstved, med Svendborg yderligere to efter – ti point foran Randers.

I playoffgruppespillet havde Svendborg det svært og mange troede, at Randers ville hente dem. Det skete dog ikke, og derfor endte Bears med at spille semifinaler mod Rabbits – som Bears havde slået med 35 point i gennemsnit i løbet af sæsonen, inklusiv en kamp i ENBL. Der var da heller ikke spænding om andet end om Bears skulle spille finaler mod Horsens eller Næstved.

De to hold udkæmpede en drabelig serie, hvor det blev til udesejre i de tre første kampe – og Næstved endte med at tage den på hjemmebane i kamp fire.

Finalerne vandt Bears 4-0, men de var langt tættere end resultatet antyder. Både i den første kamp, samt i kamp tre og fire var Næstved tæt på sejre. I den første finale slap Bears afsted med sejren, 94-90, efter de lukkede Næstved tilbage ind i en kamp, der ellers så ud til at skulle lukkes i tredje periode. Hjemmeholdet var foran med 18, 71-53, med 12 minutter igen, men så fik Næstved pludselig momentum. Gæsterne skar føringen ned til 81-78 på kun lidt over seks minutter, men Bears endte med at vinde 94-90. I finale tre var der halvandet minut igen, da Næstveds Daivien Williamson reducerede til 84-79 på en tre’er, og lige da haluret rundede et minut igen, gjorde Grantsaan det til det til 84-81 på et layup. Igen lykkedes det Bears at tage sejren, da Gustav Knudsen iskoldt satte en tre’er, der lukkede kampen.

I den sidste finale, i Næstved, kendte Bakken Bears sin besøgstid. Der var ellers meget der tydede på, at der skulle en femte kamp til, for Bakkens første føring kom først med 1:24 igen, på et layup af Gustav Knudsen, der efter kampen blev valgt tit finalernes bedste spiller, som den første dansker siden Chris Christoffersen i 2012. Inden da havde Næstved haft momentum i det meste af kampen. Med syv minutter på uret, var Næstved foran 74-65, men Malik Parsons startede Bakkens comeback med et layup, efterfulgt af to point fra DeAndre Pinckney til 74-69. De to unge amerikanere spillede en hovedrolle i kampen, med 22 point til Pinckney og 21 til Parsons. Især i anden halvleg var de dominerende og satte gang i Bears’ comeback.

Med under fire minutter igen reducerede Noah Churchill til 79-76 på en tre’er og minuttet efter satte han endnu en, denne gang til 81-79. Parsons, der havde båret Bears meget af anden halvleg, udlignede til 81-81 med 2:30 igen. Det næste minut skiftede føringen flere gange. Næstveds Dambreville satte et straffekast til 82-81, inden Gustav Knudsen sendte Bears i front med 82-83, hvorefter Cooper tog føringen til hjemmeholdet, 84-83. Med 56 sekunder igen scorede Parsons til 84-85, men selv om Pinckney fulgte op til 84-87, havde Næstved stadig chancen for at sætte en tre’er og sende kampen i overtid. Den chance blev imidlertid spoleret, da Dambreville fik en teknisk fejl og Bakken dermed fik et straffekast, som Noah Churchill satte sikkert til 84-88. Her mistede Næstved reelt chancen for sejren, og Bears kunne sekunder senere fejre det ottende mesterskab i træk.

Foto: Dennis Bjerre, Stiften.

𝐒𝐢𝐤𝐤𝐞𝐫 𝐬𝐞𝐣𝐫 𝐞𝐟𝐭𝐞𝐫 𝐠𝐨𝐝 𝟏. 𝐡𝐚𝐥𝐯𝐥𝐞𝐠
14 jan 2025

𝐒𝐢𝐤𝐤𝐞𝐫 𝐬𝐞𝐣𝐫 𝐞𝐟𝐭𝐞𝐫 𝐠𝐨𝐝 𝟏. 𝐡𝐚𝐥𝐯𝐥𝐞𝐠

Grundlagt af en stærk og fokuseret første halvleg, fik Bakken Bears en sikker sejr...
Otte Bearsspillere slår Blue Hawks
12 jan 2025

Otte Bearsspillere slår Blue Hawks

Blot otte spillere var i stand til at stille til start i søndagens udekamp...
Klar til kamp mod Værløse
10 jan 2025

Klar til kamp mod Værløse

Søndag d. 12. januar tager Bakken Bears til Sjælland for at møde Værløse Blue Hawks.  Sidst...
Bakken Bears jagter ny sejr mod Holbæk-Stenhus
09 jan 2025

Bakken Bears jagter ny sejr mod Holbæk-Stenhus

Tirsdag den 14. januar møder vi Holbæk-Stenhus til vores anden hjemmekamp i 2025. Kampen...
NEWS ARCHIVE