2017-04-27
Oprettet 27/04 2017TAKTISK ÆNDRING GAV BEARSSEJR
Bakken Bears vandt DM-finale 2 og fik dermed udlignet til 1-1 i serien, der spilles bedst af syv. Den tredje finalekamp spilles mandag i Vejlby-Risskov Hallen.
Efter Horsens IC havde vundet den første finale med 16 point vandt Bears finale to med 18 point. De to kampe var på alle måder vidt forskellige – i HIC-sejren i mandags var udeholdet stort foran og kampen var afgjort allerede i tredje periode, og selvom Bears vandt større i torsdagens anden finalekamp var det en kamp, der først blev afgjort i de sidste minutter.
Bortset fra de første minutter var Horsens IC ellers klart bedst i første periode. Hjemmeholdet var foran 11-7 og senere 17-14 og 24-15 inden Adama Darboe fik reduceret til 17-24, der stillingen efter første periode.
Bears sadlede om i pausen mellem første og anden periode og et godt zoneforsvar fik virkelig bremset HIC. Glimrende indhop fra Chris Christoffersen og Morten Sahlertz og rigtig godt reboundspil gav et 16-4 run til føring 33-28. Akoon-Purcell og Lærke ramte hver en treer og var det ikke for Vedran Borovcanins treer i de døende sekunder af anden periode havde Bears holdt de forsvarende mestre på seks point i perioden. Bakken Bears vandt anden periode 24-9 og førte 41-33 ved halvlegspausen.
Tredje periode blev langt mere pointrig. Der blev scoret hele 55 point og især sidste scoring i perioden var uhyre vigtig, da John Williamson ramte en treer. HIC truede hele tiden med et comeback, men bl.a. ni point af DeVaughn Akoon-Purcell gav Bears føring på 71-58 inden sidste periode.
I fjerde periode spillede Bears fornuftigt forsvarsmæssigt, men fik slet ikke spillet bolden rundt i angrebet. Det tog næsten fire minutter inden Bears fik skudt sig ind på kurven og da havde HIC reduceret til 64-71. En stor treer af Thomas Lærke fik skabt lidt luft, men HIC gav ikke op. Frederik Rungby satte en treer til reducering til 69-76 inden Michel Diouf ramte en vigtig lang topointscoring. Det blev starten på et 9-0 run til Bears og selv Iffe Lundberg scorede et par gange var HIC ikke i nærheden af at komme igen. Thomas Lærke satte tre trepointscoringer i sidste periode.
Mest scorende for Bears var DeVaughn Akoon-Purcell (23 point, 8 rebounds), John Williamson (22 point, 7 rebounds), Thomas Lærke (17 point, 6 rebounds, 4 assists) og Adama Darboe (12 point). For HIC scorede Will Artino 16 point (og 6 rebounds) og Dan Trist (14 point).