Bears vinder efter stort comeback
Oprettet 8/02 2019Det var et topopgør, der havde det hele. Højdepunkter, dramatik, momentumskift og et stort comeback. Bakken Bears vandt 101-94 over Horsens IC efter en kamp, hvor Bears var bagud med 16 point midtvejs i anden periode, men fik strammet op i forsvaret efter pausen.
Horsens IC startede kampen med klart mest intensitet. Bears virkede som om holdet ikke vidste hvor styringen skulle komme fra i et opgør, hvor Ryan Evans, Darko Jukic og Michel Diouf ikke var omklædt. Omvendt manglede HIC-styrmanden Charles Callison. Takket være et par fine trepointscoringer nåede HIC ikke for stort foran i første periodes indledning, men når man lukker 32 point ind på 10 minutter, så er det svært at lege med. Bears var bagud 23-32 efter de første ti minutter, og i starten af anden periode gik det helt galt. HIC bragte sig foran 45-29 efter knap 13 minutters spil. Herefter blev der strammet alvorligt op i forsvaret, og Bears fik skåret HIC-pauseføringen til ”kun” at være på 59-49.
Bears overtog initiativet i tredje periode, og det blev ikke mindre af at Cheikh Sane begik sin fjerde fejl og dermed kopierede holdkammerat Darryl Tuckers bedrift fra første halvleg. I den anden ende måtte Ryan Martin udgå efter et slag. Bears fik kontakt, da holdet gik fra 61-67 til 68-67, og ved udgangen af tredje periode var stillingen 72-72.
Fjerde periode var lige indtil midtvejs i fjerde periode, og hjemmeholdet nåede endda foran 86-81. Bears afgjorde kampen med et 13-0 run til stillingen 88-97 efter flotte scoringer af Tobin Carberry og Tylor Ongwae, supplerede med en trepointscoring af Morten Sahlertz.
Bakken Bears cementerede dermed sin plads øverst i Basketligaens tabel med 17 sejre i 18 kampe. Næste opgave er søndag, når Svendborg Rabbits gæster Aarhus.
Tobin Carberry blev Bears-topscorer med 27 point, mens Hayden Dalton scorede 24.