Stor overraskelse i Næstved

At Bakken Bears vinder i Næstved kan næppe betegnes som en stor overraskelse. Men at Bakken Bears – blot 48 timer og en meget lang hjemrejse efter en udekamp i Israel og derfor uden hele syv af de normale profiler – kan vinde over ligaens nummer tre med to U18-spillere i hovedrollerne – må være den største overraskelse i denne sæsons Basketliga.

Bakken Bears spillede onsdag aften 1/8-finale i Israel, og Bearsbussen var først i Aarhus fredag kl. 04.30. Det foranledigede Bears-staben til at stille op uden Tobin Carberry, Adama Darboe, Darko Jukic, Tylor Ongwae, Ryan Martin, Ryan Evans og Michel Diouf, der alle blev sparet til næste uges kvartfinale i FIBA Europe Cup. Det gav plads til uprøvede kræfter som Jacob Vistisen og de to U19-spillere Magnus Møllgaard og Liam Churchill. I den anden ende af erfaringsskalaen var 39-årige Chris Christoffersen med på holdkortet. Bears måtte endda se Sylvester Berg udgå med en skade undervejs i kampen.

Bears var foran det meste af første periode, men hjemmeholdet fik udlignet til 19-19 kort inden slutsignalet lød. I anden periode fulgtes holdene fortsat ad, og periodens højdepunkt kom i allersidste sekund, da Hayden Dalton – eneste udlænding på Bearsholdet – scorede en trepointscoring og blev fejlet samtidig med slutsignalet. Efter scoring på straffekastet førte Bears 45-41 ved pausen.

Efter halvlegspausen kom Næstved ud med det forventede tryk, og sjællænderne fik hurtigt bragt sig foran 60-49. De unge Bearsspillere bevarede roen og godt ledet af Liam Churchill og David Kristensen fik Bears reduceret til 63-61 inden en ukoncentreret afslutning på tredje periode gav hjemmeholdet en føring på 71-61 inden de sidste ti minutter.

Næstved – scoringsmæssigt ført an af Jordan Mathews – udbyggede føringen, der med fem minutter igen var på 83-67. Bedst som det så ud som om hjemmeholdet skulle vinde en ubesværet sejr scorede Churchill fem point, hvorefter Dalton dunkede og efterfølgende assisterede til anfører Morten Sahlertz’ trepointscoring – og pludselig var forspringet blot på 83-77. Hjemmeholdets Anton Shoutvin scorede i de efterfølgende angreb, men Bears havde fået tro på comebacket og Hayden Dalton kunne med en trepointscoring reducere til 88-87. En af ligaens bedste scorere, Næstveds Jordan Mathews, tog ansvaret på sine skuldre, men da hans skud ikke gik i kurven kunne David Kristensen bringe Bears foran og herefter satte Liam Churchill helt roligt to straffekast. Med fem sekunder igen satte Hayden Dalton sine sidste to point til slutresultatet 93-88!

Dalton blev topscorer med 35 point, som han supplerede med 7 rebounds, 6 assists, 2 steals og 2 blocks! Liam Churchill scorede i sin tredje Bearskamp hele 18 point (+3 rebounds, 4 assists og 4 steals), mens David Kristensen scorede 13 point (og 4 rebounds, 4 assists). For Næstved scorede Jordan Mathews 29 point.

Med sejren i grundspillets sidste kamp understregede Bears sin førsteplads i grundspillet. Det blev til 22 sejre og blot to nederlag. Nu gælder det Værløse i op til fem kvartfinaler. Inden da skal Bears dog have skudt gang i kvartfinalerne i FIBA Europe Cup.

 

𝐅𝐥𝐨𝐭 𝐤𝐚𝐦𝐩, 𝐦𝐞𝐧 𝐧𝐞𝐝𝐞𝐫𝐥𝐚𝐠 𝐢 𝐁𝐚𝐦𝐛𝐞𝐫𝐠
18 dec 2024

𝐅𝐥𝐨𝐭 𝐤𝐚𝐦𝐩, 𝐦𝐞𝐧 𝐧𝐞𝐝𝐞𝐫𝐥𝐚𝐠 𝐢 𝐁𝐚𝐦𝐛𝐞𝐫𝐠

Bakken Bears spillede muligvis sæsonens bedste kamp, men alligevel blev det til et nederlag...
𝐏𝐨𝐤𝐚𝐥𝐟𝐢𝐧𝐚𝐥𝐞𝐤𝐥𝐚𝐫
14 dec 2024

𝐏𝐨𝐤𝐚𝐥𝐟𝐢𝐧𝐚𝐥𝐞𝐤𝐥𝐚𝐫

Bakken Bears skal spille pokalfinale den 26. januar. Det er facit efter en intens...
𝐑𝐮𝐭𝐢𝐧𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐭𝐲𝐬𝐤 𝐡𝐨𝐥𝐝 𝐯𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫
14 dec 2024

𝐑𝐮𝐭𝐢𝐧𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐭𝐲𝐬𝐤 𝐡𝐨𝐥𝐝 𝐯𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫

Onsdag d. 18. december spiller vi i den historiske by Bamberg i Tyskland, hvor...
NEWS ARCHIVE