2020-10-03
Oprettet 3/10 2020TITELFORSVAR INDLEDT MED SEJR
Bakken Bears indledte titelforsvaret i Basketligaen med en sejr på 105-55 over Copenhagen Basketball.
Bears var uden skadede Darko Jukic og Ryan Evans, hvilket gav debut til 18-årige Mads Bro og blot anden kamp til Gustav Rønneholt – og samtidig startplads til Magnus Møllgaard.
Copenhagen kom fint fra start og satte tonen i de første fem minutter. Copenhagen var foran 15-7, men herefter stod der Bears på det hele. Bjørnene førte 23-19 efter første periode, og i anden periode fik københavnerne ikke et ben til jorden. Bears vandt anden periode 34-4 og førte dermed 57-23 ved pausen.
Efter pausen var det Deshawn Stephens, der dominerede. Han scorede bjørnenes første 12 point i tredje periode. Anden halvleg bar præg af at kampen var afgjort og københavnerne kom bedre med i anden halvleg.
QJ Peterson var med sine 27 point den mest scorende i kampen, og Deshawn Stephens supplerede med en imponerende statline: 20 point på 13 skud, 12 rebounds og 5 assists. Magnus Møllgaard kvitterede for startpladsen med 13 point. For Copenhagen scorede Pat Burke 16 point og han tog også 8 rebounds.
Bakken Bears skal igen i ilden onsdag, når turen går til Værløse.