2017-01-21
Oprettet 21/01 2017Stor Bearssejr uden flere profiler
Bakken Bears uden skadede Michel Diouf, ikke-spille berettigede John Williamson og de to profiler Thomas Lærke og DeVaughn Akoon-Purcell, vandt sikkert over et Hørsholm-hold, der manglede karantæneramte David Harder og skadede Mikael Vincents. Bears vandt alle fire perioder, tre af dem med mindst 11 overskydende point og forskellen blev nok bedst illustreret i scoringsprocenterne. Hørsholm skød 41% på toere, mens Bears skød 50%, og forskellen var endnu større på treere, hvor Bears ramte 53% og Hørsholm blot 22%.
Kampen startede ellers frisk og lige ud. Hørsholm var med i den første halvdel af perioden, men var sidste gang i front ved 14-13. Bears scorede 13 point i træk – anført af to treere fra anfører Nicolai Iversens hænder – og det run blev forlænget til et 19-4 run, hvor Bears ramte hele fem treere. Udover Iversens to, blev det til tre stk fra Morten Sahlertz.
Anden periode fortsatte hvor første var sluttet og Bakken Bears scorede de første syv point – i alt gik bjørnene således fra 13-14 til 39-18! 79ers svarede igen med et par treere og fik – trods to treere fra Eric Palm midt i perioden – bedre fat i spillet. Bears vandt perioden med to point, og føringen ved halvleg var 51-35.
Også i tredje periode var Bears bedst fra start. Ti point i træk fjernede den sidste rest af spændingen og da Bears også sluttede bedst med et 8-2 run lukkede kampen endegyldigt ned. Hjemmeholdet foran 75-48 inden sidste periode.
Selvom begge hold manglede nogle profiler og kampen reelt var afgjort, blev der kæmpet til sidste minut. Bakken Bears fortsatte den fine eftermiddag bag trepointslinjen ved at sætte fem styk i sidste periode, heraf ramte Morten Sahlertz den næstsidste et par meter bag linjen og Marius Sørensen scorede sine første Bearspoint i sin debut med blot tre sekunder igen, så Bears rundede 100 point – slutresultatet blev 102-64.
Topscorer for udeholdet blev Marvin Dominique med 15 point, mens Asbjørn Midtgaard scorede 14 som blev suppleret med 9 rebounds. Midtgaard kæmpede forbilledligt, men var oppe imod et par store og stærke spillere i Keane Thomann og Chris Christoffersen. Jyles Smith scorede 11 point, tog 6 rebounds og havde 4 assists.
For Bears scorede alle ti spillere, der var på banen. Pointene var fint fordelt – mest scorende var Eric Palm og Mike Gesell, der hver scorede 16. Gesell havde derudover 8 assists og de knap 29 minutter han havde på banen blev vundet med 41 point! Kristjan Kitsing scorede 15 point og tog 5 rebounds, mens Morten Sahlertz scorede 14. Nicolai Iversen og Keane Thomann scorede hver 10 point.
Næste opgave for 79ers er først 1. februar, når holdet tager imod Næstved, mens Bears allerede onsdag spiller den sidste kamp i dette års Basketball Champions League, når tyrkiske Banvit kommer på besøg. Næste kamp i Basketligaen er et topopgør, når holdet drager til Forum Horsens for at møde HIC – det sker den 2. februar.